Lige Fedt – Digt af Karin Zubari

Her i sekretariatet er vi faldet over dette digt. Vi syntes det giver et meget fint billede af realiteterne nogle steder. Heldigvis har vi mange af jer Blomstrende Landsbyer, som knokler for, at det er godt at bo i netop jeres landsbyer. 

Lige fedt
Jeg kan ikke sælge huset
Derfor bli’r jeg hvor jeg er
Hvis jeg ku’ så var det også lige fedt
Der er ingen busser mere
Som ku’ ta’ mig væk herfra
Hvis der var så var det også lige fedt

For billetten koster penge
Men der er jo ingen bank
Hvis der var så var det også lige fedt
For de pengeløse banker
Kan jeg ikke bruge til noget
Hvis jeg ku’ så var det også lige fedt

For hvor sku’ jeg proviantere
Der er ingen købmand mere
Hvis der var så var det også lige fedt
For jeg skvatter nok på vejen
Der er ingen gadelys
Hvis der var så var det også lige fedt

For hvis der var lys på vejen
Så jeg ikke går og skvatter
Og hvis jeg ku’ proviantere
Hos en købmand med rabatter
Hvis der var en bank med penge
Jeg ku’ hæve til billetten
Og hvis ellers bussen kørte
Når jeg lettede rumpetten

Ku’ jeg sikkert sælge huset
Men hvorfor sku’ jeg så det
Hvis jeg ku’ så var det også lige fedt
For så blev jeg sgu herude
Jeg sku’ aldrig flytte mere
Så var det at bo på landet bare fedt

Forfatter: Karen Zubari, Rødbyhavn. www.karenzubari.dk
Digtet ”Lige fedt” stammer fra ”Digte fra en blondekant”, Forlaget mellemgaard, ISBN: 978-87-93270-95-4.
Udkommer i beg. af 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Nyhed. Bogmærk permalinket.