Horne Land – først på Fyn

 Horne 1

Lokalsamfundene Bøjden, Dyreborg og Horne er samlet som Horne Land, den første fynske landsby, der kan bryste sig med at være optaget på niveau 2 i Blomstrende landsby-projektet.

 

Begivenheden blev i overværelse af hen ved 120 mennesker markeret på forskellig vis lørdag d. 10. maj 2014.

Aktiviteter på ”Horne Motionstræfpunkt” med Beach-volley, Krolf, Petanque og mini bagklapmarked dannede gode ramme for markeringen af udnævnelsen. Lokalrådet for Horne Lands nyudnævnte formand Elna Johansen bød velkommen og gav først ordet til Helge Petersen – formand for Blomstrende Landsby i Region Syddanmark, der i dagens anledning havde fundet vej til halvøen. Helge Petersen kom i sin tale, til de fremmødte, ind på vigtigheden af lokalt engagement og værdien af ildsjæle i arbejdet med at bibeholde aktivitet i landdistrikterne.

Anne Møllegaard Mortensen – formand for FMKs lokalsamfunds- og planudvalg lagde i sin tale vægt på at de gode historier skal fortælles og derved inddrages i det vigtige samarbejde mellem borgere og kommune. Sidst i talerækken var Gunnar Landtved – formand for Fynsland. Han havde på sin vej ind mod festpladsen bemærket blomsterudsmykningen på gadelygter, byporte og stakitter mm. I sin tale nævnte Gunnar Langtved områdets rige foreningsliv og de mange positive oplevelser. Han pegede på Horne Land som et foregangseksempel for kommunens øvrige lokalsamfund.

Horne 2 

(Billedet viser fra venstre mod højre stående med certifikatet på udnævnelsen Lisbeth Stage, Bøjden Beboerforening, Elna Johansen og Mie Busch, Dyreborg Beboerforening. Helge Petersen og Alice
Top-Rasmussen, de sidstnævnte repræsenterer Blomstrende Landsbyprojektet.)

Opsætning af Maj-stang i ”Sørens Have” overfor Horne Rundkirke.
”Sørens Have” er en dejlig plet, som passes og plejes af ”forskønnelsesgruppen” under lokalrådet. Fastboende og turister kan her nyde udsynet til kirken, omgivelserne eller blot nuet. Fremover er det nu muligt også at glæde sig over Maj-stangen, der stolt rejser sig fra havens midte eller beundre blomsterkummen, smukt dekoreret med mosaik udført af lokale kunstnere Joanna og Mikael Larsen med familie. ”Forskønnelsesgruppen” har arbejdet på højtryk med at få halvøens blomsterudsmykning og ikke mindst de sidste detaljer i ”Sørens Have” på plads i tiden op til markering af ”Blomst 2”. Og ”Sørens Have” er bestemt et besøg værd. 

Horne 3

Kåring af Årets Hornebo
Sidste programpunkt var fortsættelsen af en mangeårig tradition på Horne Land – nemlig kåring af årets Hornebo. I år tilfaldt æren ikke kun en person, men hele 2 personer – ægteparret Solveig og Jørgen Ditlevsen. Begge to yderst aktive i Horne Løbeklub. Løbeklubben har på få år vokset sig stor og sender hver onsdag mere end 60 løbere afsted på løberuter ud i området. Solveig, Jørgen og Horne Løbeklub er med til at sætte Horne Land på løbelandkortet – for anden gang afvikles Hornelands Løbet søndag d. 8. juni med start fra Horne Hallen. Læs nærmere herom på www.hornelobeklub.dk. Valget af Solveig og Jørgen Ditlevsen som Årets Hornebo var meget populært og ikke mindst yderst velfortjent.

Dette indlæg blev udgivet i Nyhed. Bogmærk permalinket.