07 Værktøjer

Byvandring

Som en mindre gruppe, går I en tur gennem jeres landsby som en gruppe turister og kigger på de bygninger, der bemærkes i bybilledet. Tag et foto af de bygninger, haver, byrum mv, der springer i øjnene, positivt såvel som negativt. Hvad tager sig pænt ud, godt ud, og hvad tager sig mindre godt ud? Diskuter hvad jeres uenighed bygger på. Det er ikke nok at sige: Det synes jeg bare! Vanen skal udfordres, hvis I skal nå en form for enighed. Disse fotos grupperes og indsættes i en lille rapport om bygningerne og rum i landsbyen. Beskriv hvert af disse med de bemærkninger og tanker, der mødte jer på turen. Herefter vil der sandsynligvis tegne sige et billede af en række bygninger og rum, der er i dårlig stand, eller på anden måde adskiller sig i bybilledet. På samme vis en gruppe af bygninger og rum, der sender positive signaler. 

Hvad kan I gøre for at landsbyen bliver mere, som I ønsker jer (oprydning, afskærmning, flytning, beplantning, belysning osv.)? 

Lav evt. en plan for disse forandringer. Måske kan I få kommunen til at hjælpe, f.eks. gennem lokalplaner.

Hvordan kan I fremhæve det positive, det I finder smukt, behageligt og bruge det som ”løftestang” for landsbyen? 

Bygningerne

Bygningerne i landbyen er alle huse både dem hvor der bor nogle, men også tomme og evt. forfaldende huse. Det kan være virksomheder og forretninger i landsbyen eller institutioner og udlejningsejendomme. Kortsagt alle bygninger i byen. 

Fremhæv dem der er særdeles velholdte eller meget nedslidte. Diskuter hvad I kan gøre for de huse som ikke er så vedligeholdte. Er nogle ubeboede? Eller skal jeres naboer bare have lidt kærlig hjælp til at male huset og slå græsset. 

Byrummet

Byrummet er det, der ligger mellem bygningerne, og som alle må færdes i. Når jeres gruppe bevæger sig gennem landsbyen ser I udsigtspunkter og fællespladser mv. Nogle er skjulte og skaber nysgerrighed. Nogle tiltrækker blikke. Andre steder indbyder til, at man går derhen og slår sig ned. Der er byrum hvor borgerne kan slå sig ned og være en del af fællesskabet andre byrum giver borgerne fred og ro.  

 

Nogle byrum kan vi lide at komme i, andre undgår vi. Overvej hvordan byrummet tager sig ud, når det er mørkt. Hvad ville belysning gøre for det indtryk jeres landsby giver, og hvad ville det give jer, hvis der var lyskilder i landsbyen. I kan overveje hvordan forskellige former for belysning ville påvirke følelsen af nydelse, når I går i byrummet, og hvordan bygningerne ville tage sig ud. Forestil jer at I ville gøre noget ved landsbyen som helhed! 

Kunst

Som borgere ser I det sikkert ikke hver dag, men kunst er der sikkert alligevel. Gå en tur og fotografer den kunst der er. Lav en beskrivende tekst og et par sider til rapporten. Forhold jer til den kunst der er, kan I lide den, kan andre lide den, og i så fald hvem? Er den placeret rigtigt i byrummet, eller kommer den ikke til sin ret? 

Forhold jer til om I synes, der skal være kunst i byrummet og af hvilken karakter. Tænk på kunst som udsmykning og som noget øjet kan finde behag i at se på. For jer, for de besøgende og de fremmede. 

Mangler i kunst? Så kan I under dette kriterie igangsætte kunstprojekter. Fx i samarbejde med landsbyens institutioner eller kunsthåndværkere. Det kan være kunstværker, billeder mv videre placeret vigtige steder i byen. Eller en ny kunststi, der samtidig er en seværdighed. 

Seværdigheder

På samme vis som med kunsten, gå en tur, fotografer og beskriv, det i ser som seværdigheder. Det kan være et gammelt gadekær, en rolig lund eller noget helt tredje. Lav en beskrivende tekst og et par sider til rapporten. Hvis I er uenige om, hvad en seværdighed er, så diskuter indtil I kender hinandens synspunkter og respekterer dem. Det er en forudsætning for en senere konsensus om, hvor I vil hen med jeres landsby. 

Spørgsmål der kan starte en dialog

  • Har I fælles tanker om, hvad der er pænt, og hvordan I gerne vil have, der skal se ud?
  • Er der enighed om, hvad der er smukt? Og grimt?
  • Hvor det er skønt at opholde sig?
  • Har I drøftet farver i jeres landsby?
  • Hvilket indtryk giver farvede (orange, lilla, hvide, gule mv) huse?
  • Hvad er god mad på kroen/spisestedet?
  • Hvilke seværdigheder er der i jeres by?
  • Hvad er oplevelsesværdigt?
  • Hvad vil det sige at være velholdt?
  • Hvad er gennemført i jeres landsby?
  • Skal landsbyen være gennemført?
  • Helheden er det første, en besøgende bider mærke i. Hvis ALLE huse er grimme og med bilvrag i forhaven, så har landsbyen et image, den fremstår som en helhed, det er gennemført. Mange vil mene at det alligevel giver et negativt indtryk. Hvad mener I? 

Yderligere inspiration

Ønsker I at forfine kriteriet, kan I benytte nedenstående værktøjer. 

I kan kontakte en arkitekt med forstand på bygninger og byrum og holde en aften med ham/hende. Eller måske folk med forstand på belysning eller beplantning og få ideer til eventuelle forbedringer. Måske får I inspiration, I ikke selv havde tænkt på. 

I kan invitere jeres bekendte fra de større byer på besøg og få deres mening om jeres landsby, og hvad der skulle til for, at de ville bosætte sig hos jer. 

I kan også tale med lokale kunstnere og lokale historikere eller studere bogen Danske Landsbyer af Erland Porsmose?